Jeshua Kanaliseringerne
Højere bevidsthed i en ny tid

Jesus, som her kalder sig ved sit Aramæiske navn “Jeshua ben Joseph” for at lægge afstand til kirkens udlægning af Jesus, bliver meget dygtigt kanaliseret af den Hollandskfødte Pamela Kribbe og derefter lagt ud på hjemmesiden www.jeshua.net. Det er allerede oversat til 20 sprog og her er det oversat til Dansk. Jeg har lagt de samme indlæg ud her på siden som i Holland, resten kan man læse i bøgerne. Vælg mellem mere end 100 indlæg i oversigten til højre. Du er velkommen til at kopiere/dele blot du tager linksene med i slutningen af hvert indlæg.

Ønsker du at få teksten læst op på Dansk kan du gøre det ved at installere denne fil: Text to Speech Voice Reader fra Google
Marker derefter den tekst du ønsker at få læst op og tryk Alt+R (læsehastigheden kan justeres) Forståeligt selvom de siger Jes-hú-a

Livsalkymi handler ikke om at forsage noget i sig selv: Tværtimod handler det om at forvandle alt i dig selv til guld.. Selv det sorteste sorte....

Åndeligt moderskab

Moder Maria kanaliseret af Pamela Kribbe



Oversat af John Jørgensen


Jeg er her med megen glæde og med et åbent hjerte til jer alle. Jeg er Maria. Jeg har været mor til Jeshua. Jeg repræsenterer det kvindelige aspekt af Kristus energien, som nu fødes på Jorden i større og større omfang. Den kvindelige energi har længe været undertrykt i jeres samfund, og også i jeres hjerter.


Den kvindelige energi er skabelsens primale kraft, den er en grundlæggende del af Alt Der Er. Hun føder liv og flyder gennem alle. Uden hende ville du ikke eksistere, hverken som sjæl eller som menneske. Den kvindelige energistrøm bærer også på nutidens magi og ønsker at lysne denne mørke tid såvel som jeres indre kampe og tunge stemninger.


Nogle gange spekulerer du på hvad alt dette skal gøre godt for, dette dit liv på planeten Jorden. Jeg siger dig at det er værdifuldt og tjener et formål. Du gør et vigtigt arbejde her. Din tilstedeværelse har indflydelse på alt liv omkring dig; du bringer forandringer til verden. Dette behøver dog ikke at være fokus for din opmærksomhed. For at gøre denne forskel behøver du slet ikke at fokusere på andre overhovedet. Hemmeligheden er at du udelukkende har brug for at fokusere på dig selv og integriteten af din eksistens. Når du fylder dig selv med en kærlig bevidsthed, en accept af hvem du er i alle dine facetter, skaber du en kanal hvor lys nemt kommer igennem til dig og automatisk strømmer ud til andre også. For at opfylde din mission her på Jorden har du i virkeligheden kun brug for at være opmærksom på dig selv,.


I den forbindelse vil jeg gerne tale om hvordan du kan være en åndelig mor for dig selv. Jeg repræsenterer moder energien i den Kristne tradition. Men hvad betyder det egentlig? Moderskab er et afgørende aspekt af den kvindelige energi: moderen ses som naturens livgivende, plejende og omsorgsfulde aspekt. Men er denne opfattelse komplet? I de opfattelser der blev fremtryllet om mig i løbet af historien, er meget blevet forvansket og fordrejet. Derfor vil jeg gerne fortælle dig lidt mere om mit liv på Jorden, da jeg var mor til Jeshua.


Jeg er ofte blevet fremstillet som en helgen, men det var jeg helt sikkert ikke i mit liv dengang. Jeg var en almindelig kvinde af kød og blod, jeg oplevede en stor emotionel uro og jeg er bekendt med alt det i gennemgår i jeres liv. I min familie blev jeg født som en efternøler, det syvende og sidste barn med mange brødre og søstre over mig. Jeg var et ret viljestærkt barn. Som den lille lærte jeg tidligt at jeg var nødt til at passe på mig selv og ikke stole på andre. Mine forældre var der for mig, men jeg var ikke centrum for deres opmærksomhed. Dette passede dog meget godt til min natur, for jeg elskede at være i min egen fantasiverden og gå ud på egen hånd.


Af en pige at være var jeg ret robust og eventyrlysten. Jeg havde også en stærk indre fornemmelse for tingenes tilstand og jeg fraveg ikke let fra den vejledning. Jeg var ikke alt for bekymret over hvad andre mente om mig. Jeg havde nogle ældre brødre der drillede mig nu og da, og derfor indså jeg tidligt at det var nødvendigt at opbygge min egen stolthed og selvtillid, så jeg kunne være den jeg var. Jeg var lidt anderledes. Jeg kunne fornemme energier og jeg havde en tendens til at "gennemskue" mennesker. Ofte når de sludrede sammen kunne jeg mærke at de skjulte noget, emotioner der var tunge eller voldelige, samtidig med at deres adfærd var rolig og fattet på overfladen. Dette forvirrede mig som barn. Jeg fornemmede at der var noget galt og jeg spekulerede på hvorfor, men ingen forklarede mig det. Derfor var jeg også et ensomt barn til tider, jeg følte mig ofte misforstået. Jeg elskede at være ude i naturen og jeg var glad for dyrene omkring huset.


Det værste der skete for mig i min barndom var min mors død. Det skete mens jeg stadig var en ganske ung teenager; da jeg var en efternøler var min mor relativt gammel. Hendes død var min første konfrontation med tab. Det var en dyb smertefuld oplevelse og jeg følte mig knust og forladt. Da jeg sad ved siden af hende på hendes dødsleje føltes det som om jeg mistede et stykke af mig selv. En del af mig syntes at svinde uigenkaldeligt bort. Jeg kunne ikke holde fast ved det, jeg var nødt til at give slip. Dette skulle faktisk vise sig at blive den største lektie jeg måtte lære i min levetid: at give slip.


Jeg tager nu et stort spring frem i tiden til det tidspunkt hvor min søn Jeshua blev født. Ligesom enhver anden mor forgudede jeg min lille baby og jeg ønskede at beskytte den mod overgreb. I begyndelsen var jeg ikke specielt bevidst om at der var noget særligt ved Jeshua. Hvad jeg vidste gennem hele mit liv, var at der findes en usynlig hånd der vejleder os i livet. Jeg fornemmede at der var noget større der arbejdede igennem vores tilværelse, noget som vi hverken kan bøje efter vores vilje, vores menneskelige behov eller vore ønsker. Jeg vidste også at denne større magt var godartet og klog. Der findes en visdom i det som vi ofte ikke kan forstå med vores menneskelige sind. Det er kun bagefter vi indser at livet bringer os præcis det vi har brug for. Hvorimod mens det sker, kan det virke grusomt og uretfærdigt.


Sådan forekom det mig mens jeg passede Jeshua. Da han voksede op, blev det snart klart at der var noget specielt ved ham. Han havde bemærkelsesværdige gaver og talenter, og var viljestærk ligesom jeg havde været da jeg var en pige. På den ene side genkendte jeg denne specielle energi i ham ganske godt, men på den anden side fandt jeg dette meget vanskeligt. For som mor ønsker du at beskytte dit barn mod de dårlige magter i verden. Men min søn ønskede ikke at være afskærmet, han ønskede at tale til verden og lade sit lys skinne åbent på den. Han blev drevet af en indre mission, en større magt der vejledte ham til at følge sin helt egen vej med at bringe forandring til verden. Det tog mig mange år og voldte mig mange kvaler at acceptere dette. For hans fremtoning vækkede mistillid hos den etablerede orden og han løb en risiko ved at overtræde visse regler og grænser, derfor blev han udfordret og endda truet. Jeg måtte efterhånden give slip på min frygt og mit behov for at styre ham, for at give plads til det unikke lys han kom for at bringe hertil.


Med jeres jordiske udtryk kunne man sige at jeg var nødt til at give slip på mit moderskab. Jeg var nødt til at slippe den del af mig der havde tendens til at være bekymret, bestemmende og kontrollerende. Indtil jeg endelig indså at han ikke var mit barn. Ja, han var blevet født gennem mig, gennem min krop, men jeg ejede ham ikke. Han var en moden sjæl med sine egne rettigheder, der ønskede at forme og skabe sit liv på sin helt egen måde. Desuden blev han støttet i dette af himmelske magter der hjalp ham til at følge sin særlige vej. Men er dette ikke sandheden for os alle? For ethvert barn der kommer til Jorden findes der en særlig vej, hans eller hendes vej, som denne sjæl har valgt, dette er du nødt til at indse og respektere som mor. Så snart et barn kommer ud af din livmoder må man lære at lade det være og have tillid til at dets medfødte styrke og evner kan løse de problemer det vil støde på i løbet af sit liv.


Det var Jeshuas valg at dø på korset til sidst. Han tillod at dette skete. Jeg var nødt til at komme til erkendelse af det faktum, at dette var hans beslutning, at det hørte med til vejen for hans sjæl og at det derfor var hensigtsmæssigt. Jeg græd bitre tårer og da jeg så ham dø var mit hjerte fyldt med mørke og fortvivlelse. Tro ikke at jeg nemt kunne overskride min lidelse og have fred med det der skete. Jeg var ingen helgen. Jeg var fortvivlet over det og ja, dette var bestemt "min sjæls mørke nat", men samtidig lærte jeg nogle store sandheder af denne oplevelse og i sidste ende bragte det mig en enorm befrielse. Men dette kom bagefter. Jeshuas tilstedeværelse i mit liv løftede mig og i sidste ende gav jeg mig selv lov til at blive løftet; dette var min modigste handling i denne livstid. Den Kristus energi der gennemstrømmede Jeshua udfordrede mig til at se ham dø i hænderne på brutale mordere og stadig bevare tilliden til at en større magt og højere visdom vejleder os alle.


Da jeg overgav mig selv og min sorg til denne højere visdomskilde vækkede dette mig på dybe niveauer. Det vækkede mit højere selv og lod det træde frem i løbet af mit jordiske liv dengang. Derefter begyndte jeg virkelig at indse, at den indre fred og frihed, som i alle har længes så længe efter, aldrig kan opnås med ønsket om at tage kontrol over livet. Imidlertid er moderskabet i jeres kultur blevet forbundet med noget omklamrende og kontrollerende. Det siges at en god mor går gennem ild og vand for sine børn og aldrig ophører med at kæmpe for dem. Selvom ubetinget kærlighed til tider kan udforme sig som udholdenhed og uforsonlighed, betød sandt moderskab for mig at jeg gav slip på min frygt og mine forventninger til Jeshua. Min største bedrift var at jeg frigav Jeshua og lod ham være den han var. Først da kunne jeg fornemme hans overvældende skønhed og renhed og selve det han repræsenterede. Først da kunne jeg virkelig være der for ham, som en ligeværdig sjæleven og blive en mor i ordets åndelige forstand. Dette var min tungeste opgave: at lære at være en åndelig mor og give slip på den jordiske mors emotioner.


Da jeg døde efter dette liv og gik over til den åndelige sfære, var jeg på den ene side træt og opslidt. Jeg havde oplevet så meget og gået igennem så mange emotionelle op- og nedture. Men på den anden side følte jeg mig dybt beriget. Et stort lys havde rørt mig og gennem denne oplevelse blev mit højere selv i stand til at komme igennem til mig og manifestere sig på Jorden. Jeg havde givet slip og i sidste ende havde jeg accepteret at tingene var som de var. Jeg gav slip på mit jordiske moderskab (den bekymrede og kontrollerende moder), og blev en mor i den åndelige forstand.


I er alle inviteret til at blive en åndelig mor for jer selv. I kæmper alle intenst med visse negative sider af jer selv. De består af emotionelle blokeringer og negative overbevisninger om jer selv. Prøv at se på det med en åndelig mors øjne: ikke en mor der ønsker at løse alle dine problemer, men en mor der ser dig som den du er, en der genkender din unikke energi. En mor der ikke ønsker at ændre nogt ved dig, og som ærer dig for at være den du er. Føl denne form for morderlig energi et øjeblik. Måske vil du fornemme denne energi som noget der udstråler fra mig, men det er ikke mit. Jeg ejer det ikke. Det er mere som en vibration eller et bevidsthedsniveau, som jeg var nødt til at hæve mig til for at befri mig selv. Det er universelt og tilgængeligt for jer alle. Det er din arv, for i er alle beregnet til at blive åndelige mødre for jeres indre Kristus barn.


Du kan få adgang til den åndelige moders energi ved for et øjeblik at holde op med at prøve på at løse dine problemer og bare betragte dem, lad dem være et stykke tid. Kan du samle en følelse af kærlighed og påskønnelse for dig selv mens du har dette problem? Dette vil være en begyndelse.


Husk hvordan en mor ser på sit nyfødte barn. På den ene side er der intimiteten af at være så fysisk tæt og på den anden side er det som om du ser på barnet fra stor afstand, fordi du er fyldt med en ærbødighed og ærefrygt over for selve miraklet af dets væsen.


Sådan en lille skabning og alligevel hel og komplet, ikke bare fysisk men også åndeligt. En moden sjæl der vil følge hans eller hendes egen vej i sit liv. Sikke et mirakel!


Vov nu at se på dig selv på denne måde. Skab en lille afstand til dig selv og indse hvordan du, i hele dit liv, har vandret din helt egen vej og hvordan du altid har forsøgt at skabe en tilfredsstillende tilstand for dig selv. Selv når du laver fejl, som du kalder dem, forsøger du at gøre dit allerbedste for at skabe glæde og for at finde en vej ud af lidelse og fortvivlelse. Giv dig selv en pause et stykke tid og tillad dig selv generøst at have begået disse fejl. Du er her ikke for at være perfekt. Dette ville faktisk være ret kedeligt. Du er her for at leve, for at opleve og for at gennemleve dine erfaringer med en følelse af forundring, selv hvis de er negative.


Det værste der kan ske for dig som menneske er når du ikke bevæger dig længere, når du ikke længere er åben for nye erfaringer. Dette sker når du bliver helt fastlåst af et problem eller et trossystem. Når du føler dig fuldstændig blokeret og ikke ser ud til at have noget andet valg end passivt at udholde elendigheden i dit liv, så er du åndeligt død. Så har du ikke længere nogen indre rummelighed, ingen frisk luft at indånde og ingen forundring tilbage i din liv.


Hvis dette er tilfældet, så prøv at skabe en vis afstand til denne situation eller dette problem. Forsøg på at trække vejret omkring det. Forestil dig at problemet har en bestemt plads i din krop, for eksempel på det sted hvor det føles anspændt eller smertefuldt, lad din vejrtrækning flyde let mod dette sted og omgiv det med fri plads. Mærk at luftens bløde brise omgiver den anspændte og trange energi og genkend din sjæls oprindelige gnist i det. Den er ren bevidsthed og rummer en følelse af forundring. Husk at dit ophold her på Jorden bare er midlertidigt, du behøver ikke at tage det så alvorligt! Dette er kun et spil, men det er et storslået spil og på bare et øjeblik vil du være tilbage på den anden side. Husk at du ikke behøver at gøre det hele så tungt, dette er bare et kort øjeblik i tiden, træk vejret ind igen og skab dig en større indre rummelighed, udvid dig selv, åben dig op og hæv dig selv over det pågældende problem. Du er meget større end dette. Mærk hvordan tingene kan begynde at bevæge sig igen i den ekstra plads du skaber med din vejrtrækning.


Hvis det føles helt umuligt at skabe større rummelighed inden i, så prøv at flytte dig fysisk. Gør noget andet end at tænke over problemet. Gå udenfor, gå en tur, saml din opmærksomhed om noget andet, gør det bare for at få sat gang i energien, for igen at blive opmærksom på din vejrtrækning, og for at få kontakt med din følelse af forundring og det Lys som er dig. At fjerne dine tanker fra problemet vil give dig anderledes svar og nye perspektiver. Svarene kommer aldrig fra din vilje eller dit sind. Hvis du insisterer på at "nu er jeg nødt til at finde ud af hvad jeg skal gøre", så lægger du pres på dig selv og låser dig selv fast. Svarene kommer altid ved at skabe mere rummelighed i din bevidsthed og gøre den mere åben, de kommer ikke ved at indsnævre din bevidsthed og fokusere for hårdt. Hvis dit sind er fyldt med tvangstanker, hvis du føler dig urolig og du føler dig ude af stand til at give slip, så foretag dig noget fysisk - begiv dig ud på en løbetur, en vandretur eller en svømmetur, det er lige meget hvad. Fysisk bevægelse beroliger energien i dit hoved.


Ved at forbinde dig med den åndelige moder inden i, kan du igen skabe større rummelighed i dig selv. Du træder et skridt tilbage, du giver slip på din selv-fordømmelse og dette giver dig mere plads at være i. De negative ting får også mere plads, når din indre mor indser at der er en grund til de er der og at de er opstået af en konkret hændelse i fortiden. Når du føler dig meget trist og desillusioneret så forestil dig en moders hånd på din skulder. Mærk hendes lette men alligevel betryggende berøring. En ægte mor behøver blot at se på dig, og se til dig med sit overblik for at trøste dig. Lad denne trøst være med dig, lad den stige ned fra himlen og stige op fra dit dybe inde. Berolig dig selv med at forsikre dig om at du er ok: du gør det bedste du kan og det er okay at lave fejl. Fejltagelser er en del af dette spil. Giv dig selv et vist spillerum til at leve i: til at træffe valg, til at lave fejl og derefter til at træffe nogle nye valg. Dette er hvad det vil sige at leve. Kontinuerlig bevægelse, vækst og opdagelse i selskab med en følelse af forundring. Kunsten at leve, er at skabe plads til at du selv har et valg, i alt det der hænder i dit liv. Hvis du giver dig selv plads og frihed til at vælge hvordan du vil opfatte tingene, mestrer du livet på Jorden. Tingene vil løsne sig op, selv de alvorlige tilfælde, og svarene vil komme til dig på måder som du (dit sind) ikke ville forvente. Du giver plads til at livets magi kan tage over.


Jeg bor nu i en verden af frihed og skaberglæde. Byrderne fra de Jordiske liv hænger ikke på mig længere, og jeg nyder at komme her som en gæst og skabe forbindelse med dig fra hjertet. Jeg ønsker at indprente dig, at selv mens du er på Jorden, kan du tage andel i den samme frihed og glæde på din egen unikke måde, Frihed er tilgængelig for jer alle her og nu, hvis i vover at give slip og have tillid til at kærlighedens hånd vejleder jer. Det er nu på tide at fejre livet. Lad lys, luft og større rummelighed komme ind i dit liv, så det igen kan flyde frit efter rytmen fra din guddommelige sjæl.

© Pamela Kribbe


Dansk oversættelse:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar